And på kuglegril​l

Lav din Oscar Fritgående and på kuglegrillen en dejlig sommerdag, og server den med halve grillede pærer, sprød lufttørret skinke, sauce og urtekartofler.

(4 personer)

1 Oscar Fritgående and ca. 3 kg

Salt, peber

2 kviste frisk salvie

1 strimmel ubehandlet

Citronskal fra ¼ citron

1 økologisk appelsin i både​

Kryddersmør

50 g smør

1 spsk. hakkede salvieblade

Revet citronskal fra

¼ ubehandlet citron

Revet appelsinskal fra

¼ ubehandlet appelsin

Sauce

½ liter bouillon eller vand

Majsstivelse til jævning

1 spsk. appelsinmarmelade

1-2 tsk. citronsaft

Salt, peber​

Urtekartofler

1 kg små aspargeskartofler

25-50 g smør

1-2 kviste hakket salvie

1-2 kviste hakket persille

Salt, peber

​Fyldte grillede pærer

6 faste pærer

25 g mandelflager

6 skiver lufttørret skinke

Salvieblade

Tilbehør: kartofler

Sådan gør du:

  • Tag indmaden ud af anden, skyl den godt og dup tør med køkkenrulle.
  • Gnid anden indvendig og udvendig med salt og peber.
  • Fyld den med salvie, citronskal og appelsinbåde med skræl og luk med en kødnål.
  • Rør smør, salvie, citron- og appelsinskal sammen og smør anden - specielt brystet - med halvdelen af kryddersmørret og gem resten til pærerne.
  • Læg de varme briketter (kul brænder for tidligt ud) i siderne og sæt en foliebakke i midten af grillen, som vist på fotoet.
  • Læg risten ovenpå, så der kan åbnes ned til foliebakken senere.
  • Læg anden på risten over foliebakken.
  • Grill anden ca. 2½ time, svarende til 45 min. pr. kg ved middel varme.
  • Hæld bouillon over anden efter 30 min. og dryp jævnligt med sky/fedt fra foliebakken.
  • Tag anden ud af grillen. Læg den over på et skærebræt, dæk med folie og lad den hvile, mens saucen laves færdig.
  • Si skyen over i en gryde og skum fedtet fra.
  • Bring skyen i kog evt. med ekstra bouillon og kog den godt igennem.
  • Jævn med majsstivelse rørt ud i koldt vand og smag til med appelsinmarmelade, lidt citronsaft, salt og peber.
  • Skrub kartoflerne grundigt og læg dem på et stort dobbelt stykke alufolie.
  • Kom lidt smør, salt, peber og hakkede krydderurter ved og bag kartoflerne i grillen ved indirekte varme i ca. 30 min. Suppler evt. op med ekstra briketter.
  • Halver pærerne og fjern kernehuset med en ske.
  • Fordel resten af kryddersmørret i hullerne, drys med mandelflager og læg en halv skive skinke samt et salvieblad oven på. Grill dem indirekte ca. 10 min., ved siden af urtekartoflerne, til de er møre.
  • Parter anden, kasser fyldet og server med sauce, urtekartofler og grillede pærer.

Forberedelse ved grillen:

Indirekte varme: Briketter placeres rundt om dryp-bakke og ikke direkte under emnet.

Sæt foliebakken midt på kuglegrillens nederste rist og fordel de varme kul ligeligt rundt om den. Læg den øverste grillrist på og læg anden på risten, så den ligger lige over foliebakken. Hvis du vil være sikker på et godt resultat, er det en god idé også at bruge et stegetermometer. Stik termometret ind i lårets tykke del ind mod brystet. Når temperaturen er 75 °C, er anden klar. Husk at dryppe anden jævnligt med sky fra drypbakken, så den ikke bliver tør.

Kontaktoplysninger

​Salling Group A/S

Rosbjergvej 33, 8220 Brabrand​

Tlf.: 87 78 50 00

​CVR: 35954716